Mandag, 15 april 2013 21:56

Retningslinier for optagelse håndbold morgentræning

Det formelle i forhold til ansøgningsfrister skal naturligvis overholdes (læs mere om dette på www.fredericiaeliteidraet.dk ).
Der optages kun udøvere, som i folkeskoleregi ønsker et skoleskifte til Ullerupbæk Skolen. Derudover optages udøvere i 10´ ende, STX, HTX og HHX. Yderligere er det muligt, at der kan deltage talenter, der efter endt skolegang kan kombinere arbejde eller vidergående uddannelse med håndbold, så det giver mulighed for at kunne træne med begge gange på morgentræningen.

Den enkeltes spilleres niveau bestemmes af det medfødte talent samt viljen, evnen og muligheden for at udvikle talentet.

Udvælgelsen tager udgangspunkt i følgende mål for morgentræningen i håndbold: 
  • Vi vil være med til at forme og skabe talenter (kvalificere/modne).
  • Vi vil videreudvikle talenterne (gøre de bedste bedre) ved at supplere klubbernes arbejde.
  • Vi vil skabe et eliteidrætsmiljø for unge på tværs af klubberne.

Følgende kriterier danner grundlag for udvælgelsen af deltagerne på morgentræningen:

  • Dit nuværende niveau vurderet i forhold til niveauet på landsplan i din årgang
  • Din flid og motivation i træningen. Er du en god rollemodel for andre håndboldspillere?
  • En vis harmoni i gruppen med hensyn til alder og køn

Vi optager ikke idrætsudøvere uden, at:

  • Du har været gennem én eller flere prøvetræninger.
  • Du har været til samtale omhandlende dine mål som håndboldspiller.
  • Du skal være turneringsaktiv, og deltage i konkurrenceidræt - hvilket giver dig den nødvendige erfaring og kamptræning, for at kunne udvikle dig yderligere som idrætsudøver.

Forudsætningerne for, at du kan udvikle dit talent er blandt andet:

  • At du er klar til at bruge de timer det kræver for at udvikle dit talent (idrætsspecifik)
  • at du beskæftiger dig intellektuelt med håndbold
  • at du er i stand til at lave og arbejde med målsætninger
  • at du er i stand til at arbejde med og udvikle dit talent
  • at du træner de rigtige ting på det rigtige tidspunkt
  • at du træner med høj kvalitet
  • at du undgår alvorlige skader
  • at du anvender træningsdagbog
  • at du er tålmodig, tålmodig og atter tålmodig
  • at du er i stand til at integrere dit håndboldliv i din tilværelse
  • at du befinder dig i et træningsmiljø af ligesindede.

Deltagere på morgentræning bliver udsluset hvis:

  • Idrætsudøveren ikke tager ansvar for sin egen træning og læring og hvis det kan ses, at udøveren gennem en længere periode ikke er motiveret for træningen.
  • Idrætsudøveren ikke udvikler sine færdigheder i tilstrækkeligt omfang (aldersrelateret)


Vurderer træneren at udøveren ikke lever op til kravene for deltagelse - skal hovedansvarlig træner tage en snak med idrætsudøveren og dennes forældre om, hvilke områder der skal forbedres for fortsat at kunne være med. Idrætsudøveren skal gøres opmærksom på, at denne samtale er en advarsel.
Samtalen skal foregå inden 1. februar, så idrætsudøveren har mulighed for at arbejde med tingene, og der evt. kan ses en udvikling.
Den endelige afgørelse om fortsættelse i det følgende år eller udslusning meddeles idrætsudøveren i god tid.