Søndag, 24 september 2017 19:27

Fredericia Håndboldklub gik længst på literen

Fredericia Håndboldklub stod i dag over for Team Sydhavsøerne. To hold, der på papiret, altid spiller tætte kampe og matcher hinanden godt i håndboldspillet.
Fredericia tabte hjemme med én sidste år, men vandt ude med hele syv. Dagens to point var samtidig en kamp om placering i toppen eller bunden af rækken. Begge hold stod nemlig noteret for 2 point efter to kampe.

Tekst og foto: Andreas Dyhrberg Andreassen

Den første fight stod mellem Team Sydhavørernes fanklub og HK Ultras. 30 minutter før kampstart, kunne man høre sambarytmerne sprede sig til hele Fredericia Idrætscenter. I thansen Arena var der trods det senere spilletidspunkt godt fyldt op fra starten.

Gik til makronerne

Tilskuerne kunne se to hold gå til makronerne. Fredericia HK nettede først, Jacob Mikkelsen bankede den ind, herefter var der stillingskrig med Sydhavsøerne i front efter 10 minutters spil, men kun med en enkelt. Efter 13 minutter blev det dog til en tre-måls-føring. Fredericia HK spillede ikke optimalt, og Sydhavsøerne havde mere fart og større vilje i afslutningerne i kampens første periode. Thomas Aagaard var dog en god skanse i målet for Fredericia. Derfor trak de ikke fra.

Fredericia HK fortsatte med at brænde på oplagte scoringschancer, og havde i det hele taget problemer med at få angrebsspillet til at glide. Det fik FHK-trænerne Jesper Houmark og Ole Damgaard til at tage timeout efter 15 minutters spil, hvor stillingen var 5-10 til Team Sydhavsøerne.

Timouten hjalp ikke Fredericia HK. I stedet fortsatte Sydhavsøerne med at styre kampen. I denne periode hang angrebsspillet slet ikke sammen for hjemmeholdet. I målet var Jimmi Andersen kommet ind, og et par vigtige redninger fra ham gav håb.

Efter minutters måltørke lykkes det dog for, Rune Andersen at score to gange til 6-11 og 7-11, og da Jacob Mikkelsen scorede til 10-13 efter 25 minutter, kunne det ligne et comeback til FHK. Da haluret stod på 30 minutter var stillingen 13-16.

En dum to minutters udvisning til Rune Andersen med 22 sekunder tilbage af halvlegen betød også, at FHK måtte starte anden halvleg i undertal.

Dynamisk FHK-start på anden halvleg

Selvom FHK startede i undertal scorede Andreas Madsen først. Thomas Aagaard reddede en friløber, men FHK formåede ikke at reducere, i stedet kunne Sydhavsøerne udbygge føringen. Der var dog ild i FHK’ernes øjne nu. Marcus Rahbek krøllede den ind fra stregen til 15-17. Det samme gjorde Jimmi Elmgaard til 16-18. Jakob Frederiksen reducerede også til 17-19, men man som tallene viser scorede Sydhavsøerne også. Playmaker Frederik Krarup sled sig igennem til 18-19. Det fik Team Sydhavsøerne til at tage timeout.

Thomas Aagaard var de næste minutter ustoppelig. Gang på gang satte han krus i Sydhavsøernes afslutninger. Samtidig gik Andreas Madsen direkte mod mål og reducerede igen. Jublen var stor, da Jakob Frederiksen efter 44 minutter kunne udligne til 20-20. FHK kom også på 21-20. Kampen var vendt. Jakob Frederiksen scorede til 22-21 på straffekast efter 48 minutter. Et straffekast fremtvunget af Jimmi Elmgaard.

Nu ville Kasper Foder Nielsen også lege med. Endnu engang krøllede en FHK-spiller bolden i mål. Denne gang til 24-22, hvilket fik Team Sydhavsøerne til at tage deres sidste timeout.

Dramaet fortsatte

Sydhavsøerne gik frem i en 5-1 forsvarsposition, med Jakob Green Jensen i front, og prøvede at stresse FHK, men i første omgang lod FHK sig ikke stresse, i stedet kunne Kasper Young scorer til 25-23 med syv minutter igen. Udeholdet nettede den anden vej, men Kasper Young kunne igen bringe hjemmeholdet på plus to. I den anden ende var Thomas Aagaard outstanding. Han lukkede igen ned. Jesper Houmark tog timeout, helt sikkert for at tale Sydhavsøernes 5-1-strategi igen.

Kasper Young blev ved. FHK’erne blev stresset, men igen steg den nyankomne FHK’er op og satte bolden ind bag en tydeligt skuffet målmand fra Sydhavsøerne. I angrebet forsøgte udeholdet sig nu med 7 mod 6. Holdets topscorer Martin Vilstrup forsøgte sammen med Jacob Green Jensen at banke liv i angrebsspilet, men igen stod Thomas Aagaard i vejen. Det gjorde Jonas Hansen også i den anden ende, da Jimmi Elmgaard fik chancen for at lukke kampen. I stedet skulle de 820 tilskuere have lidt mere spænding. 27-25 var stillingen med to minutter igen.

Kasper Young igen igen igen igen. Den unge FHK’er bankede bolden ind, da dommerne havde hånden op til 28-25. Det fik tilskuerne i halen til at rejse sig op. Da Sydhavsøerne så brændte i den anden ende og Adam Bucht tog en 2-minutters udvisning var kampen afgjort.

FHK kom ud med energi

Hvad der skete med Fredericia HK i pausen må vi høre træner Jesper Houmark om, for det var et forvandlet mandskab, der sled sig tilbage foran sit hjemmepublikum. Der var simpelthen mere benzin på tanken og ikke mindst magiske redninger fra Thomas Aagaard i kassen, til forskel i dagens kamp, hvor Kasper Young også spillede sig ind i HK Ultras' hjerter. Fredericia Håndboldklub har nu 4 point for tre kampe, og er dermed i toppen af rækken.

[embed]https://www.youtube.com/watch?v=9iJLWF9KOag&t=11s[/embed]

Tilskuere: 820 mennesker i thansen ARENA

Resultat: 28-26