Søndag, 10 september 2017 20:50

FHK vandt over Vendsyssel

FHK vandt over Vendsyssel Foto:Søren Jakobsen
Sæsonens første kamp for Fredericia Håndboldklubs 1.divisionsdamer blev i dag spillet på hjemmebane. Vendsyssel gæstede Fredericia, et hold, der på papiret lignede en svær modstander med deres tilgang af et par udenlandske spillere og et erklæret mål om ligahåndbold.

260 tilskuere var tilstede for at bakke op om byens bedste damehold.

Fredericia HK kom bedst fra start, men det lykkes Vendsyssel at holde sig tæt på hele tiden. Vendsyssel kæmpede sig, midt i halvlegen tilbage til stilling 10-10, trods det, at FHKs målvogter var en levende mur og FHK havde haft chancen til at udvide føringen .

Holdene leverede hele første halvleg en velspillet og medrivende gang håndbold, der kunne gå begge veje, dog hele tiden med FHK som det lidt bedre hold, hvilket blev belønnet med taktfast bifald fra de tilfredse tilskuere. Til sidst i første halvleg trak FHK fra med et par mål, takket være effektivt forsvarsspil og nogle gode angreb. 14-12 var pausestillingen i thansen.dk ARENA.

Anden halvleg startede med, at Vendsyssel lavede et hurtigt mål og herefter tog teten og fik udlignet til 14-14. 13 minutter inde i anden halvleg stod der således kun 18-17 til FHK, trods det, at FHK spillede klart bedst! Vendsyssel kom på 18-18 efter 15 minutter og cheftræner Mikael Jensen tog timeout.

Vendsyssel udnyttede lidt usikkerhed hos FHK til at komme på både 19-20 og 20-21. Så Fik FHK et par hurtige mål og kom på 22-21. Det gjorde så, at Vendsyssel tog en timeout, dog var FHKs kampgejst for meget for gæsterne som trods det, at holdene fulgtes ad et par min kom bagud med 25-22 med 5 minutter igen. Herefter var der ikke mere spænding om resultatet. De sidste fem minutter udspillede FHK et opgivende Vendsyssel mandskab og i det sidste minut var der stående klapsalver til det velspillende FHK-Hold, der endte med at vinde kampen fuldt fortjent med 28-24 til stor jubel for bænk, spillere og de medlevende tilskuere.

Foto: Søren Jakobsen