Fredag, 01 september 2017 06:22

Fredericia Håndboldklub ansætter kendt ansigt

Fredericia Håndboldklub har den 1. september ansat Heidi Simonsen, der de sidste seks år har været ansat på Elboladet i Fredericia, som mediekonsulent. Heidi Simonsen bliver dermed en del af Fredericia Håndboldsklubs ambitiøse 2020-plan.

”Vi opruster, som et led i vores 2020-plan, med valget af Heidi, har vi fundet den helt rigtige person til at sælge vores koncepter til erhvervslivet. Vi har lagt vægt på at finde en kandidat, som er kendt i bybilledet. Heidi har været en dygtig sælger for Elbobladet, og vi har haft et godt samarbejde, da det også var Heidi, der styrede FHKs annoncer. Heidi kommer til at møde vores sponsorer i hverdagene og til kamp om søndagen. Der kommer til at ske meget i vores klub det kommende år. Vi får nye fysiske rammer, som vil løfte os på flere parametre, blandt andet i vores sponsorsalg,” fortæller formand for klubben, Bent Jensen.

 
For Heidi Simonsen er det en drøm, der går i opfyldelse:

”Jeg er virkelig glad. Fredericia Håndboldklub har de seneste år bygget et stærkt fundament, som jeg glæder mig til at være til at videreudvikle. Klubben vil helt sikkert blomstre de kommende år. Potentialet er stort, og jeg glæder mig til at prøve kræfter med et andet salgsprodukt. Jeg brænder for at sælge og netværke, og nu får jeg lejlighed til at gøre begge dele. Så jeg glæder mig til at møde klubbens sponsorer den 10. september, når klubben har hele to 1. divisionskampe på programmet”.


Heidi Simonsen er gift med Ole, som hun har dannet par med i 30 år. Sammen har de børnene Amalie, Malou og Frederik. Amalie og Malou har i øvrigt spillet håndbold i Fredericia Håndboldklub. 

Tekst og foto: Andreas Dyhrberg Andreassen