Tirsdag, 01 august 2017 18:22

VM-sølvmedalje til FHK'er

Fredericia Håndboldklubs Jacob Mikkelsen er netop vendt hjem fra Algeriet med en VM-sølvmedalje om halsen. De danske U21-herrer var tæt på det første VM-guld i 12 år, men efter et nervepirrende drama, tabte Danmark 39-38 efter forlænget spilletid til de reagerende spanske Europamestre. Vi fangede Jacob Mikkelsen efter, at han var landet i Danmark. 

Af Andreas Dyhrberg Andreassen
Foto af Joan Barløse

Tillykke med det flotte resultat, kan du fortælle lidt om oplevelsen og turningen? 

"Det har været en utrolig spændende turnering. Det var kulminationen på vores landsholdsarbejde de seneste år. Skuffelsen har lagt sig nu, og jeg kan godt se, at sølvmedaljen var mere end, vi havde regnet med, inden turneringen gik i gang. Jeg vil da lyve, hvis jeg ikke sagde, at en sejr havde smagt godt og gjort turningen helt magisk," siger Jacob Mikkelsen og fortsætter:

"Jeg tager mange gode minder med hjem. Vi spillede godt. Jeg fik, grundet min skade før VM, ikke meget spilletid, men det lever jeg med. Særligt kampen mod Frankring står fantastisk i min hukommelse. Det var helt vildt, men også mødet med en helt anden kultur i Algeriet var spændende. De tog godt imod os, og vi fik mange gode oplevelser dernede. Nu glæder jeg mig til at komme i gang igen i FHK. Jeg er måske mere sulten end nogle af de andre, min skadespause taget i betragtning. Jeg tænker håndbold hele tiden og ser frem til sæsonstart.

Fredericia Håndboldklub ønsker Jacob Mikkelsen, samt DHF og resten af U21-holdet tillykke med det flotte resultat. Det lover godt for dansk håndbold.