Torsdag, 07 november 2013 21:43

Lex har lagt sin aktive karriere på hylden

Martin "Lex" Lellek, har måttet opgive sin aktive håndbold karriere. 
Martin Lellek's historie om sit stop. Op og nedture og held i uheld. Joan Barløse Martin Lellek's historie om sit stop. Op og nedture og held i uheld.

6-martin-lellekLex har altid, med undtagelse af 1 år i GV Ejby, været i klubben. Helt fra lille har han kæmpet i FHK trøjen, først som spiller - siden som træner. Og havde det ikke været for en dramatisk ændring i hans liv og helbred ville han stadig være fast mand på 1. holdet i FHK. 

Se et galleri webteamet har fundet af Martin <HER>
 
Det kom for alle som et chok at se Lex blive skadet i een de sidste sommertræninger. Hans energi, gejst og vilje er ikke noget alle håndboldspillere besidder. Afslutningen på sidste sæson, med oprykning, var jo fantastisk for klubben. Men for Lex afsluttede sæsonen med meget tid på bænken og besøg på hospital og specialister. 


Hans menisken skulle opereres og en længere pause var i vente. Denne operation skulle vise sig at have afgørende indflydelse på Lex' fremtid - både som håndboldspiller men absolut også som privatperson. Det var ikke kun knæet som havde problemer - også hans hjerte. Utroligt nok og ganske heldigt, viste de mange undersøgelser at Martin havde et svagt hjerte. Så faktisk har menisken skaden gjort at vi stadig har ham her idag. 

Lægens dom var at Martin ikke måtte dyrke sport mere.. Som aktivt sportsmenneske var det en forfærdelig dom. 

Heldigvis er Lex af en støbning som ikke lade sig knække og er fortsat en stor del af klubben. Nu kan klubbens ungdom nyde godt af hans kvaliteter.

FHK vil gerne sige tusind tak for hans tid som spiller og glæder sig over stadig have ham som en del af klubben.

Her er Martins histore - med hans ord
 

Ændring i mit liv.

For ca. 2 år siden fik jeg en hjernerystelse under en håndboldkamp, hvor jeg efterfølgende var hos egen praktiserende læge, hvor de gav grønt lys for at jeg måtte spille en kamp 2 uger senere. Det gjorde jeg så og ind til da følte jeg mig rask og klar til kamp. Da der er spillet ca. 2 min af kampen og vi skal til at løbe kontra bliver jeg svimmel og det sortner i mine øjne – kan slet ikke se noget, råber så til vores træner Frank – og han svarer. Jeg går så i blinde hen imod vores bænk og da jeg kommer til udskiftningsbænken falder jeg om og besvimer kort og vender det hvide ud af øjnene. Jeg husker ikke rigtig hvor lang tid det tager, men bliver så hentet af Falck og bliver indlagt på sygehuset i Fredericia, hvor jeg får en del undersøgelser og de finder intet hos mig.

Jeg tænker ikke videre over situationen og svimmelhed og alt er som det plejer – tror jeg.

Jeg læser til dagligt til lærer på Jelling seminarium og har lige afsluttet idræt som linjefag, og er i gang på 3. År og har geografi.

Historien fortsætter desværre med svimmelhed og utilpashed, jeg går ud fra træningerne og fra kampene, fordi jeg har det rigtig skidt. Jeg troede det var pga. Manglede væske eller stress at symptomerne fandt sted – men jeg skulle senere finde ud af hvad det egentlig drejede sig om!

I sommerens sidste træninger er jeg så ”heldig”/”uheldig” at smadre min menisken i knæet, hvor jeg efter sommeren bliver opereret og jeg får fortalt af lægerne at jeg havde en hvilepuls på 27 under operationen, og de synes det var meget mærkværdigt så de råder mig til at søge egen læge – hvilket jeg så også gør. Her bliver jeg sendt videre til Fredericia sygehus, hvor jeg får en båndoptager på brystet som jeg skal gå med i 2 dage, hvorefter jeg skulle aflevere den.

Da dagene er gået og jeg har afleveret den sidder jeg oppe på skolen i Jelling og bliver ringet op fra sygehuset hvor de siger: ”Hej Martin. Vi kunne se du havde en alvorlig hjertefejl og en puls på 280. Skynd dig hurtigst mulig herop”. Her går jeg så i panik da mit tog lige er kørt fra Jelling, jeg får så et lift til Fredericia og bliver indlagt. Her skulle mit liv så ændres 360 grader.

I Fredericia blev jeg undersøgt og de kunne ikke rigtig finde ud af hvorfor min puls var så ustabil som den var, den gik fra 27-280 slag pr. Min. I tide og utide. Så dagen efter sendte de mig videre til Odense Universitets Hospital – hvor jeg lå i knap 2 uger. 

På Odense sygehus lå der mange gamle der havde det rigtig skidt, og jeg var den eneste yngre person de havde, så jeg fik heldigvis enerum – personalet var utrolig gode til at tage sig af mig og fortælle mig hvad der skulle ske og hvornår.

Men her fik jeg taget blodprøve ca. 1 gang om dagen og jeg gik 24/7 med en båndoptaget på brystet som kun kunne række på den lille gang jeg boede på. Så i de to uger kunne jeg gå 20 m den ene vej og 20 meter den anden vej, det var lidt som et fængsel.

Jeg fik efterfølgende taget utallige prøver hvor min krop blev rigtig smadret af det, og da man ikke selv kendte svarene på prøverne blev man lidt nervøs for hvad man ”fejlede”.

Min puls lå hele tiden omkring de 200 + så jeg røg på nogle piller, der gjorde jeg sov 18/24 timer i døgnet, jeg kunne simpelthen ikke holde mig vågen, da min krop ikke kunne tåle pillerne i starten af mit pille forløb. De kommende dage skulle jeg så ind og have tjekket hjertet:

Jeg skulle ind og have brændt nogle blodårer omkring hjertet og her ville de også teste mit hjerte for at se hvilke problemer der fandt sted. Efter ca. 1-2 timers operation i et smerte helvede, som jeg ikke kan beskrive, fik jeg beskeden:

”Martin, du havde så alvorlige fejl at du skal have sat en ICD (pacemaker) ind i kroppen, og det vil resultere i, at du ikke må dyrke sport mere resten af dit liv”.

Her brød jeg sammen i mit hoved, jeg tænkte hvad skal jeg dog overhovedet lave i mit liv nu. Jeg har spillet håndbold hele mit liv og det har betydet så meget for mig – det sociale og alt det omkring sporten. Jeg var knust ved tanken.
Jeg lå og tænkte at det var heldigt at jeg blev opereret i knæet, for ellers havde de aldrig fundet ud af mit hjerteproblem, og det kunne have medført et hjertestop!

Mine nærmeste var rigtig gode til at støtte mig i processen og var hele tiden ved mig og snakkede med mig, det har hjulpet mig igennem dette meget lettere end frygtet.

Da hjertefejlen var så alvorlig fik jeg dagen efter sat en ICD ind i kroppen, som skal kontrollere min puls og hjælpe hvis der skulle opstå problemer i livstilfælde.

Jeg blev nu udskrevet og skal til at leve mit liv, selvom jeg har et apparat inde i mig, det skal ikke styre mit liv mere end de begrænsninger jeg nu har fået. Jeg er stadig en del af håndbold klubben hvor jeg træner u16 piger og har fået herrernes hold 2.

Så alt i alt er jeg glad for jeg fik smadret det knæ, og de fandt ud af jeg havde en hjertefejl. Og vil takke alle for støtten, den har været utrolig stor for mig og hjulpet.

Jeg læser stadig til lærer og er stadig træner, som jeg fra nu af vil gå ind i 110% og se om jeg kan få opbygget en fremtid i.


Martin Lellek

(tg)