Lørdag, 02 marts 2013 18:12

Oprykningen blev sikret mod Børkop

Med en sejr på 31-17 på udebane mod Børkop er Fredericia HK’s herrehold igen at finde i divisionerne.

Oprykningen blev sikret mod Børkop Foto: Joan Barløse


Efter lidt nerver i indledningen af kampen fik FHK gang i spillet. Med udgangspunkt i et bundsolidt forsvar kom FHK foran 5-10 med omkring fem minutter til pausen, hvor stillingen var 7-14.

Fra anden halvlegs start satte FHK sig fuldstændig på begivenheden, og særligt Matias Jespersen markerede sig positivt med fem mål i starten af anden halvleg.

Også Paw Peters ville gerne vise sig fra sin bedste side, og med sin sædvanlige seriøsitet holdte han dampen oppe, og med flere flotte langskudsmål og velovervejede forsvarsaktioner satte han sit præg på kampen.

Allerede i pausen af opgøret vidste FHK-spillerne, at oprykningen var i hus, idet Tinglev havde besejret Kolding IF med 34-29, men fredericianerne holdte gejsten oppe, og det til stor tilfredshed for publikum, der efter kampen hyldede FHK for en sejr på 31-17.

Se billeder fra kampen HER.

(PA)