Torsdag, 18 oktober 2012 20:29

Horsens blev nedlagt i pokalen

Et sprudlende Fredericia-mandskab viste klassen, da Horsens HK blev sendt hjem fra thansen.dk Arena hal 3 med et nederlag på 43-18 til FHK’s Jyllandsserie-mandskab.

 

Arkivfoto. Foto: Joan Barløse Arkivfoto.


Allerede efter fem minutters spil havde FHK sat sig tungt på kampen og det var specielt en storspillende Martin Lellek, der gjorde sit til stillingen var 5-0.

Omkring ti minutter inde i kampen kom målmand Nick Knudsen til skade i forsøget på at redde bolden og i stedet kom Christian Danekilde ind i målet.

Danekilde kom ind og viste flere prøver på hans potentiale, ligesom resten af holdet også spillede glimrende, hvilket betød stillingen var øget til 14-4 efter 18 minutter.

Ved pausen var stillingen 20-7 og selvom kampen ikke var spændende bød anden halvleg fortsat på flot spil fra hjemmeholdets side.

Specielt markerede Mathias Hildebrand sig positivt både som venstre fløj og playmaker. Ligeledes var Jesper Haslund også sikkerheden selv fra venstre fløj.

I sidste angreb forsøgte FHK at lave lækkerier foran en propfyldt hal 3, men forsøget på lob blev mislykket og kampen endte med en sejr til hjemmeholdet på 43-18.

Med sejren er Fredericia HK klar til tredje runde i pokalturneringen.  


18/10-2012
(PA)