Mandag, 18 marts 2013 22:03

Damerne sluttede af med nederlag

Søndag eftermiddag skulle Fredericia HK's damer i 1. division forsøge at slutte sæsonen godt af med en udekamp mod SK Århus
Ditte Avngaard og FHK-pigerne måtte slutte sæsonen med et nederlag til SK Århus. Arkivfoto. Foto: Joan Barløse Ditte Avngaard og FHK-pigerne måtte slutte sæsonen med et nederlag til SK Århus. Arkivfoto.

Nedrykningen til 2. division var allerede inden kampen en realitet, så det handlede for FHK om at få sluttet turneringen godt af. Generelt spiller FHK en fin kamp og fører det meste af første halvleg. Halvlegen slutter dog af med, at SK Århus scorer 3-5 mål på kontra, så de kan gå til pause foran med 2 mål.

I anden halvleg er billedet det samme som i første. FHK kæmper godt, men pigerne "glemmer" at løbe hjem, hvilket igen resulterer i mange kontramål til hjemmeholdet. FHK står ellers igen godt i forsvaret og har godt styr på SK Århus i spillet 6 mod 6.

Selvom FHK er rykket ned, så viser pigerne igen i dag, at de godt kan være med, og det er rigtig ærgerligt, at holdet ikke har fået hul på bylden noget tidligere i sæsonen, for det spil, der er vist i de seneste par kampe, har uden tvivl været på 1. divisionsniveau. Kampen ender med et nederlag på 29-24, og dermed har FHK spillet sin sidste turneringskamp i denne sæson.

Nu venter der kun (foreløbig) 1 kamp tilbage i sæsonen, hvilket er pokalkampen mod ligaholdet fra KIF Vejen. Den kamp spilles på hjemmebane i thansen.dk Arena torsdag den 21. marts 2013 kl. 19.00.



18/03-2013
(MA)