Tirsdag, 05 marts 2013 19:40

Der venter os en stor udfordring

Lørdag tager Fredericia HK's damer i 1. division imod Silkeborg-Voel KFUM i en afgørende kamp i thansen.dk Arena
Ditte Avngaard og FHK-pigerne skal forsøge at sætte en stopper for Silkeborg-Voel KFUM. Arkivfoto. Foto: Joan Barløse Ditte Avngaard og FHK-pigerne skal forsøge at sætte en stopper for Silkeborg-Voel KFUM. Arkivfoto.

Efter vores sejr på udebane sidste lørdag mod BK Ydun har vi stadig muligheden for at overleve i 1. division. Det kræver flere resultater, der skal flaske sig for os, men det kræver først og fremmest en sejr over Silkeborg-Voel på hjemmebane.

Det bliver dog langt fra nogen let opgave, for Silkeborg-Voel er et af de allerbedste hold i rækken. For tiden indtager de en delt andenplads og ligger til at skulle spille oprykningsspil til ligaen, så det er en yderst kompetent modstander, der venter os.

Silkeborg-Voel har et bredt hold med mange dygtige spillere, der byder ind over hele linien. Først om fremmest er der naturligvis 1. divisions topscorer Simone Böhme, der med 149 mål i 24 kampe har spillet en rigtig flot sæson, og hende skal vi passe godt på i højre side. Derudover har de også en god bagkæde med Miriam Juul og Iben Due, ligesom de i målet er solidt besat med Stephanie Andersen og Monika Kongsgaard. Alt i alt et rigtig giftigt hold uden de store svagheder.

Skal vi have en sejr over Silkeborg-Voel, så kræver det maksimal indsats over hele linien fra vores side. I kampen mod BK Ydun stod vi godt i forsvaret hele kampen, og det skal vi naturligvis tage med videre, så vi kan få sat en stopper for Silkeborg-Voel’s flydende angrebsspil. Når tingene har spidset til, og kampene er gået ind i deres afgørende fase, så har vi desværre manglet den sidste skarphed, og den skal selvfølgelig være på plads, hvis vi skal have noget udbytte af kampen.

Chancen for overlevelse i 1. division er ikke stor, men så længe den er der, så vil vi gøre, hvad vi kan for at vinde kampene og gøre vores til, at vi kan blive i rækken. Det har vi også tænkt os at gøre mod Silkeborg-Voel, så vi håber naturligvis på god støtte fra publikum, så vi kan yde vores bedste.

Kampen spilles lørdag den 9. marts 2013 kl. 15.00 i thansen.dk Arena.

Jeg vil gerne byde velkommen til Silkeborg-Voel, tilskuere, sponsorer og dommere og ønske alle en god kamp.

Cheftræner
Jakob Kruse



5/3-2013
(MA)