Mandag, 17 december 2012 15:48

Hæderligt nederlag i årets sidste kamp

Fredericia HK's damer i 1. division fik et hæderligt nederlag i årets sidste kamp mod Lyngby HK, selvom der var flere chancer for sejr undervejs
Arkivfoto. Ditte Avngaard og FHK havde svært ved at komme igennem Lyngby HK's forsvar Foto: Joan Barløse Arkivfoto. Ditte Avngaard og FHK havde svært ved at komme igennem Lyngby HK's forsvar

I årets sidste kamp på hjemmebane mødte Fredericia HK's damer i 1. division topholdet fra Lyngby HK, og der var derfor på forhånd lagt op til en svær kamp. Det skulle dog vise sig, at kampen blev noget tættere end forventet, og holdene fulgtes da også pænt ad det meste af kampen. Således var stillingen 5-7 til Lyngby HK efter 10 minutter, men allerede 10 minutter senere var der balance i regnskabet igen, da FHK havde udlignet til 7-7.

Som den målfattige stilling antyder, havde FHK helt styr på Lyngby HK i forsvaret, hvor de havde svært ved at komme igennem, men FHK havde det også selv svært i angrebsspillet. Lyngby HK nåede lige at komme foran inden pausen, hvor stillingen var 9-10 til udeholdet.

Anden halvleg startede lige så tæt og målfattig som første. FHK stod stadig godt i forsvaret, men havde stadig selv svært ved at score mål. Dette betød, at stillingen efter 40 minutter var 12-13 til Lyngby HK, og kampen var stadig helt åben. Men i løbet af de næste 10 minutter begyndte Lyngby HK at trække fra. FHK mistede for mange bolde i angrebet, hvorefter Lyngby HK løb kontra, og det gjorde, at stillingen med 10 minutter igen var 14-18 til Lyngby HK, som var begyndt at dække et 3-2-1-forsvar.

Det havde FHK svært ved at komme igennem, og pigerne blev lokket til at smide boldene lige i hænderne på Lyngby HK-forsvaret, så de fortsat kunne løbe kontra. Sådan var billedet i resten af kampen, og det hele endte med, at Lyngby HK hev en sejr på 18-22 hjem.

Et resultatmæssigt ganske hæderligt nederlag, men alligevel var der stor ærgrelse over resultatet, da FHK i store dele af kampen gjorde rigtig mange gode ting mod et rutineret tophold, men som i tidligere kampe var marginalerne ikke på FHK's side.

Det skal sikkert nok komme i anden halvdel af sæsonen, hvis bare pigerne bliver ved med at arbejde lige så hårdt, som de har gjort hidtil i sæsonen.

Alle spillere, trænere og ledere omkring 1. divisions damerne takker for opbakningen i første halvdel af sæsonen og ønsker alle en glædelig jul.



17/12-2012
(MA)