Søndag, 25 november 2012 09:02

Vi går efter sejren

Fredericia HK's damer i 1. division tager i dag mod BY Ydun i en kamp, der gælder vigtige point i bunden af rækken.
Camilla Madsen og FHK-pigerne skal forsøge at vinde over BK Ydun Foto: Joan Barløse Camilla Madsen og FHK-pigerne skal forsøge at vinde over BK Ydun

Efter den vigtige kamp i sidste weekend hjemme mod Hadsten SK, hvor det desværre ikke blev til point, står vi igen overfor en kamp, der er utrolig vigtig for os. Vi har kun 4 kampe tilbage i år, hvor vi udover denne kamp mod BK Ydun også skal møde Silkeborg-Voel KFUM og Lyngby HK, som indtager en delt førsteplads, samt SK Aarhus. Med andre ord et meget svært program, og derfor vil vi også sætte alle kræfter ind på at få point mod BK Ydun på hjemmebane.

BK Ydun ligger placeret midt i rækken med 9 point efter 10 kampe, men der er ikke mange point ned til nedrykningsstregen, så BK Ydun vil helt sikkert også gå efter de 2 point. BK Ydun er et godt og homogent hold, hvor flere spillere ofte gør det godt for dem, men de har alligevel deres største profil i Michala Kisum, som er en rigtig dygtig spiller, så hende skal vi være meget opmærksomme på. Desuden har BK Ydun også den tidligere FHK-spiller Minna Ellebæk på holdet, og hende glæder vi os naturligvis til at se tilbage i Fredericia, selvom hun nu stiller op for modstanderen.

For vores eget vedkommende skal vi blive ved med at tro på de ting, som vi arbejder med – også selvom det ikke er lykkes at få en sejr endnu. Spillemæssigt er vi ikke så forfærdelig langt efter de andre hold i den nederste halvleg som tabellen antyder, så jeg er overbevist om, at vi nok skal få en sejr inden længe, men det kræver, at flere ting går op i en højere enhed. Vi skal fortsat stå godt i forsvaret, som vi har været gode til indtil videre, for så kommer redningerne også fra vores keepere. I angrebsspillet har det haltet lidt, så vi skal bare turde slippe håndbremsen og spille derudaf, så er jeg sikker på, at det nok skal komme.

Selvom pointhøsten ikke har været så stor som håbet, så har der alligevel været pænt med tilskuere i hallen til vores hjemmekampe i thansen.dk Arena, hvilket vi på holdet er utrolig glade for. Vi håber naturligvis at se mange af jer igen til kampen mod BK Ydun.

Kampen spilles søndag d. 25. november 2012 kl. 15.00 i thansen.dk Arena.

Jeg vil gerne byde velkommen til BK Ydun, tilskuere, sponsorer og dommere og ønske alle en god kamp.

Cheftræner
Jakob Kruse



25/11-2012
(MA)