Søndag, 18 november 2012 17:25

Hadsten SK for stærke for damerne

Fredericia HK's damer i 1. division tabte søndag den vigtige bundkamp mod Hadsten SK og har dermed stadig sæsonens første sejr tilgode
Hadsten SK for stærke for damerne Foto: Joan Barløse


Der var lagt op til en spændende kamp, hvor FHK havde muligheden for point mod et af de andre hold i bunden af rækken, men FHK-pigerne fik ikke den bedste start på kampen. De havde utroligt svært ved at komme til ordentlige scoringschancer i starten af kampen og efter 10 minutter havde de kun scoret en enkelt gang, mens Hadsten SK havde scoret 3 gange. Hadsten SK udbyggede endda føringen til 1-5 efter 13 minutter, og så forlangte FHK-træner Jakob Kruse timeout.

Det hjælp kortvarigt, og FHK fik reduceret til 4-6 efter 22 minutter, men igen trak Hadsten SK fra til stillingen 5-9 efter 26 minutter. FHK fik dog sat en fin slutspurt ind inden pausen, og de kunne dermed "nøjes" med at være bagud med 9-10 ved pausen. En ret scoringsfattig halvleg, og det kan man ikke mindst takke keeper Mia Nygaard Hansen for, da hun havde flere flotte redninger gennem første halvleg. I modsatte ende kom Sofie Juul ind og huggede flere bolde i kassen, og på stregen leverede Jannie Frantsen også en god indsats med flere gode ryk og scoringer til følge.

FHK kunne dermed starte anden halvleg med oprejst pande, men der gik ikke lang tid, før luften gik lidt af ballonen. Hadsten SK scorede 4 gang i træk fra anden halvlegs start og kom på 9-14 efter 37 minutter. FHK havde svært ved at få styr på Hadsten SK's playmaker Malene Mogensen, der spillede en rigtig flot kamp. 8 kasser, flere flotte indspil og gode frispilninger til hendes holdkammerater gjorde hende til en vigtig spiller for Hadsten SK, men også højre back Thea Refsgaard spillede solidt og gjorde det svært for FHK-forsvaret.

I de næste 10-15 minutter byttede holdene bare mål. FHK havde flere gange muligheden for at komme op, og det lykkedes også at komme på 19-22 med 3 minutter tilbage, men hver gang strammede Hadsten SK grebet og scorede igen kort efter. Hadsten SK punkterede endeligt kampen med deres scoring til 19-23 med 2 minutter igen, og de sluttede endda kampen af med endnu 2 scoringer til slutresultatet 19-25.

FHK må op på hesten igen og se frem mod næste kamp, som er mod BK Ydun. Den kamp spilles søndag den 25. november 2012 kl. 15.00 i thansen.dk Arena.


Se billeder fra kampen i GALLERIET.


18/11-2012
(MA)