Fredag, 16 november 2012 16:08

Endnu en vigtig kamp for damerne

Fredericia HK's damer i 1. division står endnu engang overfor en utrolig vigtig kamp - denne gang mod Hadsten SK

Ditte Avngaard og FHK-pigerne står foran en vigtig kamp mod Hadsten SK Joan Barløse Ditte Avngaard og FHK-pigerne står foran en vigtig kamp mod Hadsten SK


De vigtige kampe falder som perler på en snor for os i øjeblikket, og igen står vi overfor en kamp, hvor vi går benhårdt efter point. Desværre er det ikke lykkes for os at få en sejr i hus endnu i denne sæson, men vi har været tæt på de sidste par kampe, og forhåbentlig er det bare et spørgsmål om tid, før vi kommer ud af den onde cirkel.

Vi skal møde Hadsten SK, som også frister en tilværelse i bunden af rækken. De har dog 6 point mere end os, så det er utroligt vigtigt at få point i denne kamp, så Hadsten SK ikke stikker af i forhold til os.

Hadsten SK har et spændende hold med flere dygtige spillere i truppen. I målet har de en af de bedste keepere i 1. division i Trine Overgaard, der også tidligere har spillet i Ikast/FCM. På fløjene er de også godt besat, hvor de i venstre side har Karen Nørgaard, søster til landsholdsfløjen Ann Grete Nørgaard, og i højre side har de Camilla Mikkelsen, der har spillet ligahåndbold i Viborg HK. I bagkæden huserer deres dygtige playmaker, Malene Mogensen, så alt i alt er det et godt hold, som vi skal være opmærksomme på hele vejen rundt.

For vores eget vedkommende handler det om at fortsætte med de ting, der har været meget tæt på at give os point i de sidste par kampe. Vi har været godt med, men når det hele skulle afgøres, har vi manglet de sidste 5-10%, og netop de sidste procenter håber vi at kunne finde frem til kampen mod Hadsten SK.

Vi er på hjemmebane, vi hungrer efter point, og vi vil kæmpe til det sidste for at få sejren i hus, for hvis de andre hold i bunden får flere point, uden vi også gør, så begynder det at blive svært at blive i 1. division. Vi håber på god opbakning fra folk i hallen, for det kan måske give os de sidste procenter, så vi kan hive sejren i land.


Kampen spilles søndag d. 18. november 2012 kl. 15.00 i thansen.dk Arena.

Jeg vil gerne byde velkommen til Hadsten SK, tilskuere, sponsorer og dommere og ønske alle en god kamp.

Cheftræner
Jakob Kruse



16/11-2012
(MA)