Fredag, 02 november 2012 05:58

Sæsonens hidtil vigtigste kamp

Fredericia HK's 1. divisions damer har kniven for struben før kampen mod bundholdet VSH 2002, hvor der skal point på kontoen for at bevare håbet om overlevelse i 1. division
Ditte Avngaard og resten af FHK-truppen står foran sæsonens vigtigste kamp Joan Barløse Ditte Avngaard og resten af FHK-truppen står foran sæsonens vigtigste kamp

Efter 7 kampe i sæsonen er det desværre kun blevet til et enkelt point for os. Vi har været tæt på sejren et par gange, men vi har lige manglet det sidste held og dygtighed i slutfasen af de tætte kampe. Det har placeret os på en andensidsteplads med 4 point op til nummer 12 i rækken. Tabellen lyver aldrig, som man siger, og derfor er der heller ingen tvivl om, at vi står foran sæsonens hidtil vigtigste kamp mod rækkens bundprop, VSH 2002.

VSH 2002 har ligesom os fået en svær start på sæsonen, og de har stadig deres første point til gode. Dette vil vi naturligvis gøre alt, hvad vi kan for at de stadig har efter kampen, for det er utroligt vigtigt for moralen at kunne skabe lidt luft ned til sidstepladsen.

Holdet består bl.a. af den tidligere landsholdsspiller og OL- og EM-guldvinder Rikke Hørlykke, og det er netop hende sammen med Cecilie Berggreen, som vi skal holde ekstra øje med. VSH 2002 har flere dygtige spillere, men det er især disse to, der er blandt de flittigst scorende på deres hold. Dog må vi ikke glemme Maja Rømer og Sofie Nebelong, der også har gjort det godt for dem indtil videre i sæsonen. På trods af placeringen som sidst i rækken, så har de faktisk kun tabt deres kampe med 4-5 mål i gennemsnit, hvilket egentlig er ret usædvanligt for et hold helt i bunden.

I sidste kamp rendte vi ind i et for stort nederlag til Roskilde Håndbold, men inden da havde vi spillet nogle gode kampe, og vi skal til denne kamp prøve at finde nogle af de samme gode takter frem. Det betyder, at vi skal stå godt i forsvaret og få løbet nogle kontra. Mia Nygaard Hansen har stået godt i de sidste par kampe, så det håber vi fortsætter, og derudover skal vi igen finde tilbage til vores angrebskoncept, hvor vi skal spille tålmodigt og med stor omtanke. Gør vi det, så er jeg også sikker på, at vi nok skal få skabt nok chancer til at vinde kampen. Om vi så scorer på alle vores chancer, må tiden vise, men jeg er optimist og tror på sæsonens første sejr.

Kampen spilles lørdag d. 3/11-2012 kl. 15.00 i thansen.dk Arena.

Jeg vil gerne byde velkommen til VSH 2002, tilskuere, sponsorer og dommere og ønske alle en god kamp.

Cheftræner
Jakob Kruse



(MA)
02/11-2012