Fredag, 19 oktober 2012 17:40

Damerne skal fortsætte de gode takter

Fredericia HK's damer i 1. division er klar til at tage imod Vendsyssel Håndbold på søndag i thansen.dk Arena, hvor de gode takter fra sidste kamp gerne skal give point
Camilla Madsen er klar til at dirigere FHK's damer til sejr mod Vendsyssel Håndbold Joan Barløse Camilla Madsen er klar til at dirigere FHK's damer til sejr mod Vendsyssel Håndbold

Efter at have hentet et point på udebane mod Ajax København i den sidste kamp, er vi nu opsatte på at tage næste skridt, som er en sejr, og det må meget gerne ske mod Vendsyssel Håndbold på hjemmebane. Set over hele kampen, så kan vi godt tillade os at være skuffede over det ene point, for vi styrede spillet gennem det meste af kampen, men omvendt var det os, der fik udlignet med 4 sekunder igen, så på den måde skal vi naturligvis glæde os over det ene point.

Nu venter Vendsyssel Håndbold, som er et helt andet hold med mange unge talenter. Bl.a. er der flere unge spillere, der har været inde omkring ligatruppen i Aalborg DH. Det er især bagkæden, som vi skal være opmærksomme på, for her huserer to særdeles målfarlige spillere i Cecilie Skovgaard og Sisse Bruun, som i deres sidste kamp scorede næsten 20 mål tilsammen.

Vi mødte Vendsyssel Håndbold i pokalturneringen sidste sæson, hvor vi desværre tabte en meget lige kamp. Siden er der dog skiftet meget ud på begge hold, men vi går efter at kunne tage 1 eller 2 point denne gang.

Der var flere gode takter fra Ajax-kampen, som vi vil forsøge at tage med til kampen mod Vendsyssel Håndbold. Vores forsvar stod stabilt gennem det meste af kampen, og det skyldes bl.a. at vi havde Sandra Folden med igen efter graviditet, så vi håber at kunne holde fast i de gode takter i forsvaret, som så forhåbentlig også kan kaste nogle lette kontrascoringer af sig.

I angrebsspillet skal vi spille med endnu mere tålmodighed, end vi hidtil har gjort, og vi skal være bedre til at vælge de rette løsninger, for så tror og håber jeg på, at vi kan få 1 eller 2 point.

Kampen spilles i thansen.dk Arena kl. 18.00 på søndag d. 21/10-2012.

Jeg vil gerne byde velkommen til Vendsyssel, tilskuere, sponsorer og dommere og ønske alle en god kamp.

Cheftræner
Jakob Kruse



19/10-2012
(MA)